Så er det gået hen og blevet lørdag på Roskilde, og det er på tide at få evalueret gårsdagens mange musikalske oplevelser. Fredags-programmet var tætpakket og Konteksts udsendte havde – noget optimistisk – planlagt at lytte til i alt otte koncerter, som vel at mærke strakte sig over tretten timer (!). Navnene var Kate Nash, Band of Horses, Gnarls Barkley, Santogold, Grinderman (Nick Caves nye band), The Streets, Spleen United og Familjen. Puha.. Det var mange. Og det viste sig da også, at vi ikke kunne holde natten ud. The Streets blev derfor det sidste navn, vi fik hørt.
Uden at gå i deltaljer med hver enkelt koncert vil vi hellere sige det på denne måde: Kate Nash leverede en rigtig god koncert på en af Roskildes mindre scener. Hendes særegne stemme og historiefortællende tekster trak tæppet væk under os. Band of Horses leverede gedigen og melodisk rock – direkte fra deres nyligt udgivne album. De udfyldte Arena på en god måde, og publikum var efter alt at bedømme godt tilfredse. Gnarls Barkley er et af hovednavene i år, og vi var spændte på, hvorledes duoen ville løfte opgaven at spille på Orange. Der var en rigtig god stemning foran Orange, hvor mange også sad ned for at nyde koncerten. Vi blev meget betaget af Cee-Los store stemme, der hele tiden havde en god publikumskontakt. Da de spillede hittet “Crazy” dansede alle, og det blev gjort klart, hvorfor netop denne sang er blevet så stort et hit. Herefter gik turen over til Cosmopol for at høre Santagold. Hun lavede en kort men gennemarbejdet koncert. Især var vi betaget af danserne, der skiftede mellem at stå som robotter, og bevæge sig i alle mulige (og umulige) positioner. Vi gik desværre glip af Grinderman, da vi i sidste øjeblik besluttede os at blive på Cosmopol for at se Robyn. Den svenske popprinsesse leverede et forrygende show. Vi oplevede dog ikke selv hele koncerten, da et overfyldt telt, bestående hovedsagligt af svenskere, gjorde det svært at nyde showet. Aftenens sidst oplevede koncert foregik på Orange Scene, hvor Mike Skinner aka The Streets skulle spille kl. 01.00. Vores fødder klarede den igennem 6-7 numre, som tydeligt viste os hvor stor en sangskriver og underholdende person Mike Skinner i virkeligheden er. Han havde en helt utrolig kontakt til publikum, som han løbende snakkede med og gav festlige “ordrer”, som fx “vend jer om og sig hej til en person, I ikke kender.” Desværre nåede vi ikke at lytte til kæmpehittet “Dry Your Eyes”, men vi var så rigeligt underholdt alligevel. Sangene som var en blanding af rap, reggae og fængende omkvæd var helt sikkert seværdige, trods koncertens sene tidspunkt.
Det var altså alt hvad vi fik hørt. Fra andre har vi hørt rigtig gode ting om Veto koncerten. Mange har udtrykt ønske om at det var de århusianske drenge, der skulle have åbnet Orange fremfor den mere stille Teitur. Lørdag bliver ikke et helt så tætpakket program, hvilket er helt i orden, da vi begge er ved at være godt trætte i kroppen. Desuden medvirker varmen og støvet til, at man gerne vil tage det lidt roligt. I aften spiller den legendariske Neil Young, og det glæder vi os meget til. Det bliver bare OVERGODT! Herefter går turen til Odeon, hvor Lykke Li spiller, og til Arena hvor The Raveonettes optræder. Herefter skal vi henholdsvis til Alphabeat og The Chemical Brothers. Så der er virkelig lagt op til en god musikaften!!
Endnu ingen kommentarer
Endnu ingen kommentarer.
Kommentar RSS TrackBack Identifier URI
Skriv en kommentar
