Så er det gået hen og blevet lørdag på Roskilde, og det er på tide at få evalueret gårsdagens mange musikalske oplevelser. Fredags-programmet var tætpakket og Konteksts udsendte havde – noget optimistisk – planlagt at lytte til i alt otte koncerter, som vel at mærke strakte sig over tretten timer (!). Navnene var Kate Nash, Band of Horses, Gnarls Barkley, Santogold, Grinderman (Nick Caves nye band), The Streets, Spleen United og Familjen. Puha.. Det var mange. Og det viste sig da også, at vi ikke kunne holde natten ud. The Streets blev derfor det sidste navn, vi fik hørt.

Uden at gå i deltaljer med hver enkelt koncert vil vi hellere sige det på denne måde: Kate Nash leverede en rigtig god koncert på en af Roskildes mindre scener. Hendes særegne stemme og historiefortællende tekster trak tæppet væk under os. Band of Horses leverede gedigen og melodisk rock – direkte fra deres nyligt udgivne album. De udfyldte Arena på en god måde, og publikum var efter alt at bedømme godt tilfredse. Gnarls Barkley er et af hovednavene i år, og vi var spændte på, hvorledes duoen ville løfte opgaven at spille på Orange. Der var en rigtig god stemning foran Orange, hvor mange også sad ned for at nyde koncerten.  Vi blev meget betaget af Cee-Los store stemme, der hele tiden havde en god publikumskontakt. Da de spillede hittet “Crazy” dansede alle, og det blev gjort klart, hvorfor netop denne sang er blevet så stort et hit. Herefter gik turen over til Cosmopol for at høre Santagold. Hun lavede en kort men gennemarbejdet koncert. Især var vi betaget af danserne, der skiftede mellem at stå som robotter, og bevæge sig i alle mulige (og umulige) positioner. Vi gik desværre glip af Grinderman, da vi i sidste øjeblik besluttede os at blive på Cosmopol for at se Robyn. Den svenske popprinsesse leverede et forrygende show. Vi oplevede dog ikke selv hele koncerten, da et overfyldt telt, bestående hovedsagligt af svenskere, gjorde det svært at nyde showet. Aftenens sidst oplevede koncert foregik på Orange Scene, hvor Mike Skinner aka The Streets skulle spille kl. 01.00. Vores fødder klarede den igennem 6-7 numre, som tydeligt viste os hvor stor en sangskriver og underholdende person Mike Skinner i virkeligheden er. Han havde en helt utrolig kontakt til publikum, som han løbende snakkede med og gav festlige “ordrer”, som fx “vend jer om og sig hej til en person, I ikke kender.” Desværre nåede vi ikke at lytte til kæmpehittet “Dry Your Eyes”, men vi var så rigeligt underholdt alligevel. Sangene som var en blanding af rap, reggae og fængende omkvæd var helt sikkert seværdige, trods koncertens sene tidspunkt. 

Det var altså alt hvad vi fik hørt. Fra andre har vi hørt rigtig gode ting om Veto koncerten. Mange har udtrykt ønske om at det var de århusianske drenge, der skulle have åbnet Orange fremfor den mere stille Teitur. Lørdag bliver ikke et helt så tætpakket program, hvilket er helt i orden, da vi begge er ved at være godt trætte i kroppen. Desuden medvirker varmen og støvet til, at man gerne vil tage det lidt roligt. I aften spiller den legendariske Neil Young, og det glæder vi os meget til. Det bliver bare OVERGODT! Herefter går turen til Odeon, hvor Lykke Li spiller, og til Arena hvor The Raveonettes optræder. Herefter skal vi henholdsvis til Alphabeat og  The Chemical Brothers. Så der er virkelig lagt op til en god musikaften!!

Ugedagen hedder nu fredag, og det er blevet tid til at evaluere torsdagen på Roskilde – førstedagen for musikken. Konteksts udsendte var til stede ved følgende koncerter: Duffy, Teitur (åbningen af Orange Scene), The Dø og Radiohead. Der var selvfølgelig også en masse andre koncerter, men man kan jo, som bekendt, ikke nå det hele.

Først og fremmest må det siges at Duffy var – subjektivt sagt, selvfølgelig – en skøn musikalsk oplevelse. Med sin lille krop og meget store stemme leverede hun et show, som levede fuldt ud op til forventningerne. Hittet Mercy blev spillet som et af de sidste numre til koncerten og satte for alvor gang i publikums danselyst. Arena var fyldt, og alle, både indenfor og udenfor nød koncerten. Efter Duffy stod den på Teitur, der som bekendt skulle åbne Orange Scene. Teiturs sange var som altid gode og iørefaldende, men som mange også havde frygtet havde den færøske singer/song writer svært ved at fylde den store scene ud. Koncerten bar desværre også præg af at lyden var lav, hvilket ikke ligefrem bar de mere stille sange frem. Alt i alt var Teitur en halv-kedelig affære, som ikke helt var en Orange-åbning værdig. Ærgerligt, taget i betragtning af at Kontekst udsendte begge er ualmindeligt glade for hans musikalske repetoir.

Herefter gik turen op til den lidt mindre scene Astoria, hvor bandet The Dø (udtales The Do) havde indtaget scenen. Stilen er svær at beskrive, men har dele af The Cardigans, opera og avantgarde i sig. Duoen leverede et flot show med et lysshow, der kan imponere de fleste. Desuden serverede de en flot version af “Crazy”, som virkelig fangede publikums opmærksomhed. Fredag kan man så opleve “Crazy” fra Gnarls Barkley, som mange sikkert har set frem til! Fra Kontekst er der altså ros til The Dø, som gjorde en lille scene stor – men meget hyggelig!

Som afslutning på torsdag aften spillede Radiohead på Orange Scene. Koncerten, som strakte sig over to timer, bød på både nye og gamle numre. De nye numre var især taget fra deres sidst udgivne album “In Rainbows”, og af gamle hits kan blandt andet nævnes Paranoid Android og Carma Police. Der er ingen tvivl om, at der var høje forventninger til bandet, og de blev alle indfriet. På Orange var der en rigtig god stemning imens solen gik ned, så alle kunne nyde det smukke lysshow. Alt i alt må det siges at være en rigtig god torsdag aften på festival pladsen.

Konteksts udsendte havde et rigt fredagsprogram foran sig, hvor vi skulle til koncerter 13 timer i streg! I morgen vil vi fortælle hvordan mødet med Kate Nash, Gnarls Barkley, Band of Horses, Familjen og mange andre forløb!

Torsdag på Roskilde er altid en vigtig dag! Det er nemlig her pladsen åbner, og musikken begynder. Efter fire eller fem dage på campingpladsen, er der rigtig mange der netop ser frem til denne dag. Konteksts udsendte ankom lørdag aften, og stod i kø for at få armbånd og for at finde det perfekte lejrsted. Dagene flyver som bekendt altid afsted på Roskilde, og det er slet ikke til at forstå at vi nu har været her i seks dage. Der er blevet drukket øl i lejren, sunget og danset, og derfor er vi nu også helt klar til at kaste os over musikprogrammet.

Vi ser i dag frem til at kunne lytte til flere store kunstnere, blandt andet Duffy og Radiohead. Derudover bliver orange scene i år åbnet af en dejlig musikalsk færing ved navn Teitur. Vi glæder os til at se, om han med sine lidt stille og melodiske sange kan løfte opgaven med at skyde festivalens største scene i gang.

Selvfølgelig har der indtil i dag også været masser af musikalske oplevelser at finde på Pavillon Junior, som er en lidt mindre scene beliggende i skellet mellem campingområde Øst og Vest. Her har adskillige danske og udenlandske upcomming bands udfoldet sig til glæde for de mange festivalgæster. Der har både været mulighed for at komme helt tæt på musikken og slænge sig i en hængekøje med en kølig drink i hånden. Området omkring Pavillon Junior er spækket med eksotiske barer, spisesteder og steder at “hænge ud” og slappe af – noget som Kobteksts udsendte har været utroligt glade for.

Der er allerede nu ikke tvivl om at Roskilde 2008 vil blive husket for det gode vejr. Efter syndfloden ramte festivalen sidste år, er det tiltrængt med noget solskin. Den har indtil nu stået på høj solskin og 25 grader. Heldigvis kan de mange varme festivalgæster blive afkølet i badesøen eller holde kropstemperaturen nede med en is.

Vi ser nu frem til at åbne ballet i aften med en masse dejlig musik, og vi skal selvfølgelig nok skrive om det hele i morgen!

Over and out!

Helle og Marie

Sidste år druknede vores dækning af årets Roskilde Festival. I år er vi tilbage og har en blog, der forhåbentligt bliver lidt mere livlig.

Mens publikum på pladsen netop havde brug for afløb diskede festivalledelsen op med Kloak på Pavillon scenen (kækt). Hvad bandet præcist kan kaldes er svært at sige, men at der var fuld fart på fra allerførste sang (blandt andet på den iørefaldende Magriffe) kan ingen vist være uenige i. Koncerten var den anden århusianske optræden som undertegnede har set og den var ikke mindre underholdende end da Analogik spillede op i tirsdags.

Bandet spiller hård rock, hvor både forsangeren Anders Mogensens stemme og de forskellige instrumenter blev brugt til det yderste. I den sammenhæng er det lidt ærgerligt at den tidligere Düreforsög guitarist Niels Kristian Eriksens guitar ikke syntes høj nok og dermed i nogen grad druknede i forhold til trommer og vokal. Netop Düreforsög lyder som en inspiration for bandet, som nok lyder som garagerock, men både er hårdere og mere aggressiv end denne normalt er. Således lod bandet på sine tungeste øjeblikke intet tilbage for mere ”sorte” kollegaer og på mere hurtigere og mere aggressive momenter intet tilbage for mere punkede ditto.

Alt i alt er det en yderst god ide med disse pre-festival koncerter som tager det værste af utålmodigheden og betyder at ens påvirkning får et skær af mening. At 1-2-3-4 (som tidligere anmeldt i eksemplar 1) ligeledes spillede en inspirerende koncert gør naturligvis ikke dette billede mindre.

Litteratur, musiks såvel som prosaisk, har oplevet en stigning i udgivelser som er præget af søen. Fra Kaizers Ochestra til Carsten Jensen bestseller Vi, de druknede til amerikanske Modest Mouse er der en tendens til at blandt andet sømandsviser udgør inspirationen. Århus har ligeledes fået band med stærke tendenser fra både viser og Balkan.

Bandet hedder Analogik og for de som ikke fik set deres efter sigende fremragende koncert på SPOT var der på Pavillion Junior en mulighed for at se bandet i aktion inden festivalen rigtigt gik i gang. Publikum til disse koncerter synes mere gavmilde og dette nød det århusianske band til fulde.

Bandet består af 5 mand, som dækker over en både typiske og atypiske elementer. Bandet gør brug af guitar, bas, diverse blæseinstrumenter, men blander dette med keyboard, laptop og turntable. Dette giver en blanding af hip-hop/electronica og den mere analoge sømands- og Balkan lyd. Desuden adskiller bandet sig fra flertallet af ”rock” bands ved ikke at have en decideret forsanger. Med undtagelse af koncertens sidste sang var alle numrene instrumentelle. Den eneste vokal var i form af nynnen og ompa fra bandets forskellige medlemmer. Dette var ingen bagdel for bandet som fik god opbakning og formåede at holde publikum fanget under hele koncerten.

Efter at have smidt de første nerver var bandet i stand til med tempoforskelle og underfundige tiltag i stand til at få dugen til at lette flere gange i den hyggelige pavillon scene.